URBANblog

Født til Tavshed

januar 4th, 2012 by thomasfrederiksen

I et demokratisk samfund, er debatter og uenighed en naturlig ting. Sådan skal det nu engang være. Ønsker man det, kan man vælge at skævvride debatten. Årsagerne kan være mange, eksempelvis kan man vælge at gå efter manden, når nu det ikke lykkes at få bolden. Lige nu ser vi det i fattigdomsdebatten, som er løbet helt af sporet for venstrefløjen, og desperationen bliver stadigt tydeligere. Se bare Rune Engelbreth`s indlæg, som fra start til slut, er et forsøg på et karaktermord på Joakim B. Olsen. Udover at Sammenligningen med Kresten Poulsgaard og Fremskridspartiet er helt urimelig, så går han efter en politiker der har gjort det, som politikere ofte skydes i skoene, at de ikke gør nok. Joakim B. Olsen har bevæget sig ud i virkeligheden, og forholdt sig til den. En virkelighed, som han havde godt styr på. Ozlem Sekic bevægede sig ligeledes ud i virkeligheden. Den ramte til gengæld hende med 180 km/t, hvilket hun jo senere selv erkendte. Spørgsmålet er så om Rune Engelbreth, i virkeligheden ønsker sig politikere der forbliver i det elfenbenstårn, hvor han tilsyneladende selv har fundet sig til rette.

I samme boldgade har SF`s Jesper Pedersen, forsøgt at afspore debatten. Præmissen er tilsyneladende, at har man selv modtaget en ydelse, så kan man ikke kritisere systemet overhovedet. Et effektivt våben, SF her gør brug af., for det kan lukke munden på stort set samtlige danskere. I et land som det danske, modtager vi alle forskellige ydelser, igennem hele vores liv, for sådant er vores samfund nu engang indrettet. Opskriften er altså klar fra Jesper Pedersen og SF; Først indretter vi en kæmpe stor offentlig sektor, opkræver verdens højeste skatter og afgifter, og indretter et universalt lommepengesamfund. Når borgerne så modtager lommepenge fra den allestedsnærværende stat, skal de ikke alene holde sig fra at kritisere den modtagne ydelse, men også selve systemet. Det kan med andre ord, ikke lade sig gøre, at være liberal og dansker på samme tid.  Flere generationer tilbage er vi født ind i et system, vi ikke må kritisere. Vi er født til tavshed!

En anden klassisk metode til, at skævvride en debat, er at tillægge folk, motiver de ikke har. Det har vi også set til overflod i fattigdomsdebatten. Det hele startede som bekendt med, at Joakim B. Olsen fik kvalme, udtrykt med ordene “Jeg brækker mig”. Utallige er de gange hvor han har forklaret, at kvalmen skyldtes venstrefløjens retorik, og ikke de såkaldte fattige. Det har ikke forhindret venstrefløjen i den ene gang efter den anden, at ændre det til, at Joakim B. Olsen og Liberal Alliance, brækker sig over de fattige. Senest Pernille Rosenkrantz-Theil i en udsendelse, der egentlig handlede om noget andet. Man udtaler sig mod bedre vidende, og det er beskæmmende for debatten. Stråmands-argumentationen er samtidig en sikker indikation på, at slaget er tabt, for ellers havde man ikke behov for det. I øvrigt en interrasant udtalelse, når nu temaet var om man kunne stole på Socialdemokraterne. Stråmanden bliver fuldstændig grotesk, når man tænker over hvad Ozlem og Joakim i virkeligheden har debatteret, nemlig om der findes reelt fattige i Danmark. Joakim B. Olsen må altså leve med, at blive kritiseret for to ting; 1) han mener ikke der er fattige i Danmark, 2) At han brækker sig over dem. Venstrefløjen må vælge en, for begge er selvsagt ikke muligt.

Samtidig vil jeg også påpege, at kritik af en ydelse, ikke er det samme som en kritik af modtagerne. Eksempelvis mener jeg, at efterlønnen skal afskaffes, men jeg har intet imod efterlønnere. De benytter sig af en ordning, der findes i systemet, hvilket er helt okay. Jeg mener systemet handler forkert med en efterlønsordning, altså, er det systemet jeg kritisere. Sådan kunne jeg opremse andre eksempler, også for ydelser jeg selv modtager.

Det vil klæde meningsdanner og politikere på venstrefløjen, at komme op i gear. At tage en sober debat, uden konstant at benytte stråmænd, tillægge falske motiver, og forsøg på karaktermord. På en venstrefløj, fyldt med selvbestaltede monopol humanister, vil det være på sin plads om denne humanisme, også kom til udtryk i mødet med mennesker, af anden overbevisning end dem selv.

Åbent brev til Lone Dybkjær

november 17th, 2011 by thomasfrederiksen

Kære Lone Dybkjær

I lørdags deltog jeg i people4peoples velgørenhedsshow, i Københavns kulturcenter på Nørrebro. Jeg var tilstede fordi jeg ønskede at støtte op om kampen mod menneskehandel. Dette fordi jeg på det nærmeste ikke kan forstille mig noget værre for et menneske, end at blive solgt til prostitution eller andet tvangsarbejde, imod egen vilje, hvilket jeg føler mig overbevist om at de fleste mennesker kan tilslutte sig.

Lad mig starte med at kvittere for at du som ambassadør for people4people, yder en indsats for den gode sag. På forhånd havde jeg noteret mig de forskellige ambassadører for projektet, og du var en af dem der sprang i øjnene. Dette, fordi din holdning til et forbud mod prostitution, og kriminalisering af køberne, er velkendt. En holdning jeg på ingen måde deler, men fred være med det. Arrangementet handlede jo ikke om at booste et forbud mod prostitution, men om kampen mod menneskehandel, og her er vi altså enige. Derfor drog jeg af sted med ro i sindet, og forventninger til en lærerig og givende aften.

Forventningerne blev indfriet, men lidt malurt er der i bægret. Da du i forbindelse med overrækkelsen af en pris var på scenen, og lige skulle slå et slag for en kriminalisering af prostitution, blev jeg slemt skuffet. Påskuddet; en PHD-Studerende som var på scenen, og fortælle om hendes opgave som netop var afleveret, og havde en konklusion som du kunne bruge politisk, og det gjorde du. Du fortæller at, hvis der ikke fandtes kunder, så fandtes der ikke prostitution. Udover at der er tale om en forsimpling på et højt plan, så tager du mig og ligesindede som gidsler, når du som ambassadører for en sag som vi støtter, udnytter muligheden for at fremme en sag, som vi ikke støtter. Jeg tillader mig at antage at andre i salen, deler mine holdninger, for menneske handel og frivillig prostitution er bestemt ikke to sider af samme sag. Jeg vil ikke gøre mig til dommer, hvis to voksne mennesker mødes, aftaler pris, vilkår o.s.v. Det er ikke op til mig at afgøre hvad andre mennesker bruger deres krop til. Hvis man via staten forbyder den slags, gør staten sig skyldig i samme forbrydelse som bagmændene bag menneskehandelen, om end staten har pænere motiver.

Vi er uenige om dette, og fred være med det. Min opfordring og formål med dette brev, er at opfordre til at du i fremtiden ikke misbruger din titel som ambassadør for en sag, til at fremme en anden. Naturligvis er du i din gode ret til at, ytre dig om et forbud mod prostititution, men der er som bekendt en tid og et sted for alting. For havde aftenens tema været at, støtte organisationer der kæmper for et statsligt forbud mod retten til at bestemme over egen krop, så havde jeg ikke deltaget. Jeg deltog fordi, jeg mener at hvert individ har retten til at bestemme over egen krop, og ingen, heller ikke staten bør fratage individet den rettighed.

Venligst

Thomas Frederiksen

Svar fra Lone Dybkjær:

Kære Thomas Frederiksen
Først og fremmest er jeg glad for at du ligesom flere hundrede andre dukkede op, deltog og derved var med til at sætte fokus på trafficking – det 21. århundredes slavehandel.  På både egne, arrangørernes og organisationernes vegne er jeg er også glad for, at du fik dine forventninger til en lærerig og givende aften indfriet.
Med hensyn til overrækkelsen af Safe and Alives særpris for specialet om sammenhængen mellem prostitution og kvindehandel, så er jeg da ked af, at du opfattede det som et misbrug af min ambassadør-rolle.

Den pågældende pris, blev givet til en opgave, som en uafhængig dommerkomite havde valgt at præmiere.

Opgavens genstandsfelt og dommerkomiteens begrundelse for at præmiere netop denne opgave var netop, at den påpegede sammenhængen mellem  trafficking og prostitution, så oplægget var som sådan givet på forhånd.
Politisk har jeg i folketinget fremsat forslag om forbud mod køb af sex af /hos handlede kvinder. Det havde, da det blev fremsat første gang i folketinget, ikke skygge af opbakning. Handlede kvinder kunne ikke adskilles fra ikke handlede kvinder, når man gik til prostituerede osv. Jeg skal ikke gentage debatten. Den kan læses på folketingets hjemmeside. Senere blev debatten mere nuanceret. Og jeg tror faktisk, det ender med at loven bliver gjort tydeligere, sådan at køberne ikke kan undlade at vide, at det er strafbart at købe sex hos en handlet kvinde. På linie med at det er strafbart at købe sex hos kvinder under 18 år.

Når det så er sagt, så er jeg personligt af den overbevisning, at handel med kvinder og prostitution ikke kan adskilles.  Og man er nødt til at erkende, at vil man undgå slavehandel til prostitution, så er man nødt til at diskutere efterspørgslen. Hvem er det der efterspørger? Og er det i orden i et samfund som vores at acceptere handel med kroppe. Ikke i og for sig set fra et moralsk synspunkt. men mere ud fra hvad, det gør ved mennesker, og her altså hvad de menneskelige omkostninger ved prostitution men også  hvad de samfundsøkonomiske omkostninger er. Hvis det er sådan at det “frivillige arbejde” fører til, at de mennesker der går ind i det helt sikkert ender på førtidspension eller lignende er det så en god ide? Vi har jo også gået ind og reguleret “frivilligt” akkordarbejde o.a. tillsvarende, fordi vi ved at det nedslider mennesker og bringer dem via sygdom på pension før tid.

Jeg håber debatten om prostitution og menneskehandel vil fortsætte.  Den debat synes jeg ikke vi skal lægge låg på, og derfor vil jeg nu også stå fast på min ret til at ytre mig og påpege de sammenhænge, som jeg mener er relevante, hvis vi skal bekæmpe det, som var aftenens hovedtema, nemlig handel med mennesker.

For god ordens skyld vil jeg blot lige nævne, at jeg jo ikke længere er politiker, forstået på den måde at jeg ikke er valgt til noget som helst. Andet end altså at deltage i aftenen.

Gode hilsner Lone Dybkjær

DKP 2.0

september 14th, 2011 by thomasfrederiksen

Enhedslisten tordner frem med 10-11 mandater i de seneste meningsmålinger. Det øgede fokus på Enhedslisten viser dog skræmmende tendenser. I valgkampen har vi b.l.a set udmeldinger om at nationalisere vores store virksomheder, og som eksempel nævnes A. P Møller og Lego. I praksis betyder det at politikerne skal drive virksomhed. Virksomhederne er skabt af mennesker som turde tage en chance, andre har taget over, og fortsat med at skabe værdi for dem selv, og for samfundet som helhed. For det første er det moralsk forkasteligt hvis en stat konfiskere private virksomheder, frem for at skabe gode vilkår så flere ønsker at starte nye virksomheder.  For det andet er politikere ikke gode til at drive virksomhed, det viser alt erfaring. I det kommunistiske Sovjetunionen tænkte Stalin og hans ligesindede på samme måde. For eksempel nationaliserede man landbruget, hvilket betød at bønderne ikke måtte sælge deres korn, men udelukkende tage korn fra til eget brug. Derefter skulle staten sælge resten, og indkassere overskuddet. Resultatet blev at bønderne til sidst kun producerede til eget behov, og staten havde ikke noget at sælge. Resultat: En epidemi af hungersnød i hele Sovjet staten.  Man forstår jo godt de stakkels bønder, for hvor er motivationen til at yde en indsats, når man ikke selv høster frugterne af ens arbejde. Det fungerede ikke i Sovjetunionen dengang, og det vil ikke fungere i Danmark i dag, hvor vi allerede kan se at det høje skattetryk  f.eks. får højtuddannede læger til at holde fri for at lægge fliser eller reparerer huset, da det bedre kan betale sig end at arbejde, selv om der er mangel på læger. Vælgerne må derfor spørge sig selv om det er Frank Aaen der skal drive virksomhed, eller om vi ikke bør overlade det til erhvervslivet. Hos Liberal Alliance er vi tilhængere af det sidste.

Et andet forslag fra Enhedslisten, handler om at skatteoplysninger på alle borgere skal være offentligt tilgængeligt. Begrundelsen er at det skal forhindre skattesnyd. Igen hentes inspirationen fra kommunismen, hvor systemet altid kommer før mennesket. Uanset hvor meget eller hvor lidt snyd man kan stoppe, så siger vi fra når staten kravler helt ind i privatlivets rum.

Målet helliger midlet, det er en del af det totalitære tankegods, uanset hvilken fløj det kommer fra. Totalitære er begge de nævnte forslag. Mange Danskere har tidligere flirtet med kommunismen, men de fleste tager heldigvis afstand senere i livet, hvor perspektiverne måske bliver lidt bredere. I Enhedslisten tror de tilsyneladende stadig på det, og derfor bør de vælgere som overvejer liste Ø, måske genoverveje om de virkeligt ønsker sig et sådant Danmark. Liberal Alliance ønsker et Danmark hvor individet har friheden til at søge mod stjernerne, og på den vej samtidig kan bidrage til samfundets svageste. Vi ønsker at private virksomheder får lov til at blomstre, og skabe den velstand, der er forudsætningen for vores velfærd. Vi ønsker en stat der er så stor at den kan hjælpe samfundets svageste, men så lille at den ikke knækker de stærkeste.

At regne den ud…

september 3rd, 2011 by thomasfrederiksen

Liberal Alliance vil sænke skatten.Skatten på arbejde skal ned på max. 40 pct., og selskabsskatten skal halveres til 12 ½ pct. Disse og andre tiltag vil skabe vækst og velstand i Danmark, og du behøver ikke at tage vores ord for det.

Dream, som også regner for de økonomiske vismænd, har gennemregnet LA’s økonomiske politik, der giver 220.000 nye job. Som eksempel vil en enlig LO-medarbejder i lejebolig få 25.984 kr. mere til sig selv om året. Et eksempel blandt mange, som viser, at gennemfører vi de nødvendige reformer og sænker verdens højeste skattetryk, bliver den enkelte og samfundet som helhed rigere. Det kan kun gå for langsomt! Det høje danske skattetryk er altså et problem i den skærpede konkurrence med resten af verden. Investeringer og arbejdspladser flytter ganske simpelt andre steder hen.

Imidlertid er der også andre problemstillinger ved det danske skattesystem, som sjældent belyses. Det er for kompliceret. Efterhånden har vi vel nærmest vænnet os til det. Vænnet os til at forskudsopgørelsen godkendes, uden helt at forstå hvad tallene dækker over. Mange tænker måske, at forskudsopgørelser og selvangivelser skal være kompliceret, men det behøver ikke at være tilfældet. Hvor kompliceret vores skattesystem skal være er en politisk beslutning.

Hos Liberal Alliance ønsker vi et simpelt skattesystem, fordi alle bør have muligheden for at regne deres skat ud, og det behøver ikke at kræve mere end bagsiden af en kuvert og en kuglepen. Det er urimeligt, at borgerne afkræves en stor procentdel af deres indtægt uden reelt at kunne kontrollere myndighederne.

De samme politikere, hvis beslutninger er skyld i vores komplekse skatte-og afgiftssystem, kræver gennemsigtighed fra private virksomheder. Et eksempel findes i telebranchen, hvor det er bestemt, at forbrugerne skal kende mindsteudgiften, når de køber et abonnement, hvilket kun er rimeligt. Tænk hvis politikerne tænkte på samme måde, når de skulle udforme skatteparagraffer.Tænk hvis de havde en målsætning, om at danske skatteydere kunne forstå deres forskudsopgørelse, inden de betaler verdens højeste skat. Et simpelt skattesystem burde være noget, som kunne samle partierne på tværs. Desværre er det ikke tilfældet, og man kunne jo få den tanke, at politikerne bevidst ikke ønsker, at befolkningen skal gennemskue deres makværk.

Det betyder, at politikerne kan hæve skatten, uden at flertallet opdager det, men bare kan konstatere, at de har mindre til sig selv. Det er ikke værdigt i et åbnet demokratisk retssamfund. Borgerne skal kunne kontrollere myndighederne! Skattepolitik er noget, som vedrører os alle, og derfor bør alle have mulighed for at deltage i debatten, for det handler om vores alle sammen fremtid. Det handler om noget så vigtigt som arbejdspladser. Det handler om, at vi kan skabe den vækst og velstand, som er forudsætningen for vores velfærd.’

Som eksempel vil en enlig LO-medarbejder i lejebolig få 25.984 kr. mere til sig selv om året. Et eksempel blandt mange, som viser, at gennemfører vi de nødvendige reformer og sænker verdens højeste skattetryk, bliver den enkelte og samfundet som helhed rigere. Det kan kun gå for langsomt!.

(Som bragt i Fyens Stiftstidende d. 3/9 2011)

Væk med feriekortet

august 7th, 2011 by thomasfrederiksen
Kender du situationen. Du har været glemsom og sjusket på et område, nemlig udbetaling af feriepenge. Du har været optaget af andre ting, såsom at passe din skole, gå til eksamen eller passe dit fritidsjob. Du glemmer at få ordnet formalia, ved at underskrive dit feriebevis i rette tid, hvilket betyder at pengene ikke udbetales.

Andre end du og jeg har travlt, og derfor er der hvert år mange penge som ikke udbetales, til de lønmodtagere der har tjent pengene. Samtidig skaber ferieloven store administrative pukler for virksomhederne, og derfor er det svært at pege på nogen som vinder ved denne lov. En lov som alle taber på, er en lov som skal fjernes eller ændres.

Selvom det til tider kan se sådan ud, så er det ikke politikernes opgave, at gøre livet besværligt for deres vælgere. Som med så mange andre formynderiske og besværlige love, er tanken bag denne også sympatisk. Retten til at holde ferie, er en god ret, men hvorfor gøre det så kompliceret.

Hos Liberal Alliance ønsker vi at fastholde retten til ferie, men vil fjerne det administrative bøvl. Lad virksomhederne udbetale feriepengene sammen med lønnen, og lad dermed lønmodtagerne slippe for feriekort, og virksomhederne fritages for unødvendig administration. Det er sund fornuft, og derfor bør det være muligt at skabe politisk vilje til at gøre netop det. Hos Liberal Alliance vil vi gøre vores til, at den sunde fornuft igen får plads på Christiansborg, og det er netop sund fornuft at du kan få udbetalt de penge du selv har tjent, og det skal være uden alt det bøvl.

(Som bragt i FS d. 5.8.2011)

Sandberg: Hvilke injurier?

august 4th, 2011 by thomasfrederiksen

For et par uger siden måtte kriminolog Beth Grothe Nielsen (BGN) give en offentlig undskyldning til Brian Sandberg (BS), grundet udtalelser som antydede at BS er psykopat. BGN begrunder undskyldningen med at hun ikke vil sætte et medicinsk mærkat, på en person hun kun kender gennem medierne. Det hele startede da BGN svarede på spørgsmålet, om hvorfor BS har så mange venner på facebook. (BT, JP. m.fl. 12.7.2011)

Tidligere har vi oplevet hvordan Peter Lundin (PL) trak Pia Kjærsgaard i retten, fordi hun havde kaldt ham massemorder, og psykopat. Det fik han heldigvis ikke noget ud af. Der er altså på det nærmeste tale om en tendens, blandt disse kendisforbrydere, og I virkeligheden er det vel et psykopatisk trak, når man ikke forstår hvordan sådanne handlinger, som de er blevet kendt for, bliver opfattet af andre.

Givetvis vil BS æres i offentligheden, som jeg antager han bliver det blandt sine ”brødre”. Vi ved at begreber som ære og respekt, er meget vigtige i BS miljø. For de fleste af os andre, er der tale om to plus ord, men definerede forskelligt. For de fleste er skyderier på gader og stræder, med uskyldige ofre til følge, ikke ærefuldt. Ej heller forbindes rekruttering af ganske unge mennesker til det ”grove” arbejde, mens de ældre rygmærker skummer fløden, som værende respektfuldt. I virkelighedens verden, er det nu engang sådan, at vil man æres, og respekteres så må man levere en præstation for det. Det kan ske på mange måder, men altså ikke på den samfundsnedbrydende måde som BS og ligesindede griber tingene an, det vil de fleste kun have foragt overfor. Samfundsnedbrydende fordi, de konsekvent udfordrer og udnytter vores frie samfund. En af grundpillerne i et frit liberalt samfund, er den enkeltes frihed, som stopper hvor den truer andres frihed. Et sådant samfund kræver tillid til og blandt individerne i samfundet. For et samfund er ikke frit, hvis der skal være politi eller overvågning på hvert gadehjørne. Hvilket i yderste konsekvens ville være nødvendigt, hvis alle handlede som BS. De fleste danskere er heldigvis ikke sådan, og derfor skal vi fortsat have et frit samfund, også friere end i dag. Det kræver at vi siger fra overfor politikere, som via forbud og påbud vil regulere vores liv, helt ned i detaljen, men vi skal også sige fra overfor BS og ligesindede, når de truer vores frihed. Hos Liberal Alliance er kærligheden til det frie liberale samfund stor, og vi vil bekæmpe dem som truer det, hvad enten de sidder i de polstrede stole på Christiansborg, eller på en Harley Davidson, eller et tredje sted.

Samtidig er dobbeltmoralen til at få øje på, for den såkaldte retfærdighedssans som de ligger for dagen, når det handler om dem selv, gælder ikke for deres ofre. De fik ikke en rettergang, forud for deres straf, som blev udstedt af disse selvbestaltede bødler. BS og PL mener selv at de er ofre for ord, men det kunne deres egne ofre ikke nøjes med.

Naturligvis er det en af grundpillerne i et retssamfund, at vi yder retfærdighed, også for dem som ikke yder den for andre. Derfor har BS også ret til at anlægge en injuriesag. Samtidig har jeg min ytringsfrihed, som jeg kan bruge til at kalde hele seancen for latterlig. Samme ytringsfrihed har BS, og hvorfor ikke benytte den, til at fortælle os alle, hvorfor han ikke er psykopat? Frem for med det samme at true med en injuriesag. Jeg er overbevist om at der findes medier, der vil give plads hvis BS ønsker at forklare sig, og det vil være min opfordring til BS, kom ud af busken, og fortæl hvorfor du føler dig udsat for injurier!.

Velfærdsstatens tabere?

august 2nd, 2011 by thomasfrederiksen

I dagens udgave af JP, kan man læse at de unge BZ`ere kræver handling fra ejeren af søminedepotet Mogens de Linde , ellers vil de besætte grunden igen. De unge kan altså fortsat ikke kende forskel på dit og mit. Sagen er altså igen aktuel, og derfor udgiver jeg dette læserbrev, som ikke blev trykt, da de unge besatte depotet. Samtidig en bøn til politiet, om at tage den private ejendomsret alvorligt denne gang.

I lørdags besætte 5-700 unge mennesker ”Søminen” i København, i området omkring Christiania. Grunden er privatejet. Politiet så passivt til, på trods af at aktionen var annonceret længe i forvejen. Først mandag blev de unge mennesker fjernet.

Sagen er egentlig ret simpel. Den private ejendomsret overtrædes, og derfor bør besætterne fjernes, og vil de ikke gå selv, må de fjernes med magt. Den private ejendomsret bør være ukrænkelig i et retssamfund, og kan ikke suspenderes, heller ikke for en weekend. Besætterne har ødelagt for millioner, og bør stilles til ansvar. Sværere behøves det ikke at være, og forhåbentlig er der en opsang på vej fra justitsministeren til Københavns politi. Det forventer jeg, ikke mindst når Justitsministeren er Konservativ.

Men hvad er det i grunden for en mentalitet, de unge besættere ligger for dagen? Hvordan kan de retfærdiggøre (ikke mindst overfor sig selv) at tage, hvad der retmæssigt tilhører en anden? Jeg tror vi skal grave lidt i overfladen for at finde svaret. Se på hvordan vi har indrettet vores samfund, og hvilke incitamenter der gør sig gældende, i forhold til at yde en indsats selv, kontra at kræve frugterne af andres arbejde. Vi må desværre se i øjnene at vores samfund primært tilskynder til det sidste.

Tanken bag velfærdsstaten er god nok. At hjælpe dem som ikke kan selv. Det er jeg tilhænger af. Desværre har velfærdsstaten flyttet sig meget siden. Den er blevet kæmpe stor, fordi markedet for velfærdsstaten konstant udvides af politikere, af hensyn til valg og genvalg. Det har skabt en usund økonomi og kultur. Hver dansker giver nu underskud på 900.000 kr., set over et livsforløb. De fleste vil indse at det er uholdbart i længden. For at ændre det kræves der økonomiske reformer, men det kræver også en mentalitets ændring, hos politikere og befolkning.

Besætterne er tydeligvis et produkt af vores tid. De kræver, frem for at yde, hvilket skaber det faretruende regnestykke. Dovne er de jo tydeligvis ikke, men tænk hvis de brugte deres kræfter mere hensigtsmæssigt. Tænk hvis de havde sagt: ”Her er en grund, som ikke bruges til noget. Vi kan bruge den mere hensigtsmæssigt, derfor sætter vi nu gang i en indsamling, så vi kan købe grunden, og bruge den til det vi ønsker. Kan vi ikke købe den grund, finder vi en anden. Vi vil skabe mangfoldighed på vores egen grund”

Desværre valgte de krævementaliteten. ”Vi vil have grunden, ejeren bruger den ikke rigtigt”. Her kommer incitamenterne ind igen, for deres klagesang kommer af en altomfavnende stat, der skal tage sig af alle, også dem som ikke har behov. Derfor handler det om at udstille sit behov for at få, frem for selv at yde en indsats. En kultur som er indgroet hos besætterne, og derfor kan de ikke kende forskel på dit og mit.

Som samfund bør vi reagere. På den lange bane, bør vi skabe et samfund hvor det kan betale sig at yde, frem for kun at nyde. Hvor man belønnes for at påtage sig et personligt ansvar, og friheden til at skabe det gode liv, for sig selv og sine nærmeste, samtidig med at staten hjælper de svageste. Hos Liberal Alliance ønsker vi et sådant samfund, hvilket samfund ønsker besætterne sig?

Fra ministerbilen kan man se at

juni 1st, 2011 by thomasfrederiksen

Ikke alle taxachauffører bærer uniform. Det er tilsyneladende et problem, mener trafikminister Hans Christian Schmidt (HCS), der nu vil indføre uniformspligt for alle taxachauffører. HCS vil skabe større genkendelighed, hvilket rigtigt nok er en fordel, både for chaufføren selv og for kunden. Jeg er selv tidligere taxachauffør for et selskab der ikke kræver uniform, men lader det være op til den enkelte vognmand, og hvor størstedelen i øvrigt frivilligt påtager sig uniformen. Fordelene ved at iføre sig en uniform, består i netop genkendeligheden, som især er en fordel, hvis man skal ind og hente kunder på store steder, med mange mennesker. Processen går hurtigere, og det er selvsagt en fordel for chaufføren der er provisionslønnet, og for kunden, der ikke skal vente så længe.

Men når HCS ved lov vil kræve uniform på alle taxachauffører, så skydes der altså ved siden af målet. Det er ikke et statsanliggende om taxachauffører bærer uniform, eller ej, uanset de indlysende fordele, som jeg tror alle kan se. Det er op til de enkelte selskaber og vognmænd. Afgørelsen ligger i sidste ende hos kunderne, som kan fravælge selskaber, der ikke har uniformspligt, hvis de mener det er vigtigt for dem. Andre kunder kunne måske tilvælge selskaber uden uniform, fordi de finder en glæde i at ikke alle chauffører er ens klædt. For de fleste kunder er uniform eller ej, nok ikke afgørende. ‘

Et mangfoldigt marked, er at fortrække, frem for statslig ensretning, som desværre er blevet en politisk kultur på Christiansborg. Sidste år indførte folketinget ikke mindre end 1460 nye love, regler, forbud og påbud. Gav de mange nye regler, så bare mening, men det gør de fleste af dem ikke. Politikerne taler om forbud mod burkaer til kvinder , og påbud om uniform til taxachauffører, samtidig med at arbejdspladserne forsvinder ud af landet, fordi politikerne ikke tør lave reformer.

Det kan ikke være politikkernes, og slet ikke en borgerlig liberal regerings opgave, at sætte unødige hindringer i vejen for det arbejdende Danmark, der skaber den velstand, der er afgørende for velfærden.

Blokhykleri på venstrefløjen

maj 18th, 2011 by thomasfrederiksen

I november 2007 fremlagde Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre en ni-punkts plan ( politiken. dk, 4.11.2007), som fortalte, hvilken regeringsførelse man kunne se frem til med de to partier ved magten. Punkt nr. 1: ” Slut med blokpolitikken -bredt samarbejde”. Vigtigheden understreges af placeringen.

Siden er der sket meget i dansk politik, ikke mindst for venstrefløjen. Samarbejdet mellem S og R er et overstået kapitel, dog med den undtagelse at Margrethe Vestager fortsat peger på Helle Thorning som statsminister. Der er mere tale om en veninde-ring af solid karat end reelt politisk indhold. De er nemlig uenige om mangt og meget og enige om forsvindende lidt. Især omkring den økonomiske politik kunne parterne ikke være længere fra hinanden.

Helle Thorning vil bevare efterlønnen og gøre verdens største offentlige sektor endnu større. Festen betales ved at hæve verdens i forvejen højeste skattetryk med 31 mia. kr., men der mangler fortsat penge i den røde plan. Hvordan de skal findes, er et åbent spørgsmål. Højere afgifter på cigaretter og millionærskat er ren symbolpolitik og vil ikke bidrage med meget -om noget. Ikke et komma kan ændres i planen, har Helle Thorning fortalt os, og derfor skal pengene findes, men hvordan? Afskaffer de alligevel efterlønnen? Eller hæver de boligskatterne? Det står hen i det uvisse.

Socialdemokratiets nye bedste ven er SF. Ja, der er nærmest tale om en fusion, og på det økonomiske område er S rykket til venstre for at opnå enighed med SF.

Ved at forhandle har Margrethe Vestager sagt ” Slut med blokpolitikken -bredt samarbejde”, som Helle Thorning også mente i 2007. På trods af det har reaktionerne ikke været positive om De Radikales lyst til at forhandle med regeringen. Bjarne Laustsen ( fødevareordfører, S) siger om De Radikales forhandlingslyst: ” Det er problematisk. Men det er De Radikales politik, og på de punkter bryder jeg mig ikke om den radikale politik. Vi skal sørge for, at den radikale indflydelse bliver så lille som mulig” ( politiken.dk, 11.04. 2011).

Blokpolitikken, den må man altså ikke bryde, og indflydelse får De Radikale ikke, men hvad så, ministerbiler? Tilbage står, at Thorning sandsynligvis ikke kan blive statsminister uden Vestager, og Vestager kan ikke få gennemført sin politik med Thorning som statsminister.

Jeg kvitterer gerne for, at De Radikale går efter sin politik og bryder med blokpolitikken, også når det kommer til handling, men hvad vil De Radikale på den lange bane? Sikre holdbarheden i dansk økonomi? Skabe vækst, velstand og velfærd? Forhåbentlig er svaret ja, men det kan ikke lade sig gøre med S og SF, og det ved De Radikale tilsyneladende godt.

De radikale vælgere ønsker økonomisk ansvarlighed, og derfor belønnes partiledelsen med gode meningsmålinger for deres forhandlingsvillighed. Det er ikke rimeligt, at sådanne stemmer skal arbejde for en rød regering, der agerer julemand pr. stedfortræder uden at fortælle, hvor pengetræet gror, men der findes et alternativ.

Hos Liberal Alliance ønsker vi vækst og velstand. Vi vil afskaffe efterlønnen og skabe gode rammevilkår for erhvervslivet og gøre Danmark konkurrencedygtige i den globale verden, vi lever i. Kun på den måde kan vi fastholde solidariteten og hjælpe dem, som ikke kan selv. De Radikale hilses velkommen som allierede i den kamp, men lad os være ærlige, ministerbiler, det kan vi ikke tilbyde.

(Som bragt i FS d. 18-05-2011)

Sejren er i hus

maj 5th, 2011 by thomasfrederiksen

Mens vælgerne venter på fremlæggelsen af Socialdemokraternes og Socialistisk Folkepartis 2020-plan, er det tydeligt, at euforien og optimismen bobler hos oppositionen.Og det med god grund. De seneste meningsmålinger har vist et sikkert flertal i rød favør. Oppositionen bliver båret frem på en bølge af utilfredshed med regeringens spareiver og gaver til de forkerte grupper. Dette kombineret med Venstre og Konservatives personsager, finanskrisens efterveer og snakken om metaltræthed, ja så har oppositionen ingen grund til at skjule begejstringen eller vente med at udvælge de mest miljørigtige ministerbiler.

Oppositionens selvtillid hviler umiddelbart ikke på et detaljeret og gennemarbejdet politisk program. Det har hidtil vist sig, at politikken ikke behøver være klar for at gå frem i meningsmålingerne. Spørgsmål som hvordan dét med de 12 minutter hænger sammen, om boligskatten bliver hævet, eller om der kommer kvindekvoter til erhvervslivet, bruges der ikke meget tid på at forklare til vælgerne. Tiden bruges i stedet på at rådføre sig med tidligere amerikanske spindoktorer, udarbejde dødslister over embedsstanden og lave hemmelige aftaler med fagbevægelsen.

Oppositionen bedyrer, at der skal sættes en ny kurs for Danmark. Og holdet er på plads. Ud af et par og tyve nye ministre er det dog kun en enkelt, der tidligere har prøvet kræfter med en ministerpost. Oppositionens svar på et nyt ministerhold vil være flasket op i ungdomspolitik og stort set strøget direkte fra universitetet ind i Folketingets bløde sæder. Et ungt hold med universitetspapirerne i orden og nu helt parat til ministerbiler.

Alt i alt ser vejen ud til at være banet for oppositionens fremmarch mod magten.Selvsikkerheden har indfundet sig, de rigtige catch-frases er formuleret af smarte reklamefolk, og lokalerne er booket på de rigtige in-steder til valgaftenen. Så mens oppositionen allerede planlægger sejrstalerne, kan vælgerne så i mellemtiden overveje, om de også synes, sejren allerede er hjemme?

(som bragt i FS d. 29-04-2011)